Jeg har tænkt over over tro (igen igen, er der nogen der vil tænke…). Det er et ord der er så essentielt for kristendommen, for troen, og det lader også til at have fået en hel ny (eller i hvert fald mærkeligt begrænset) betydning i denne kontekst. Det siges, at hvis du tror, så bliver du frelst - men hvad er det at tro? De fleste bruger ordet som om det helt åbenlyst betyder at tro på at Gud er til… Men det er da egentlig ikke så indlysende? Hvis jeg siger at jeg tror på mine venner, så vil det normalt ikke kun betyde at jeg tror på deres eksistens, men også at jeg tror på
- at det de siger er sandt
- at de kan gøre det de nu har sat sig for at gøre
- at jeg tror på det gode i dem
alt dette er for mig underforstået, hvis jeg siger at jeg tror på nogen - men spørger nogen mig: Tror du på Gud, så vil jeg svare, ja, jeg tror på at Gud er til… - alt det andet ville jeg slet ikke tænke ind i det spørgsmål.
Et skriftsted som altid har irriteret mig, er 1 kor 7: kærligheden tror alt… Det bliver tit bare brugt i flæng, og alle mener noget forskelligt med det - men hvad betyder det egentlig at tro alt: alt hvad den anden siger? at tro på at den anden er i stand til at gøre hvad den sætter sig for? At tro på det gode i den anden? Eller at tro på den andens eksistens (hvilket jo åbenbart er den betydning vi bruger ordet i, i resten af Bibelen)? Jeg ved det stadig ikke, men der står skrevet i Jakobs brev 2:19:
“Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også - og skælver”
At tro på Gud kan altså ikke bare betyde at tro på at han er til - det tror de onde ånder også - og skælver…
Life update
her kommer lige en lille life update (læg mærke til det GENIALE ordspil life/live) med det tre største ting der er sket den sidste uge:
1. jeg har i dag fået udleveret en 10-dags opgave i sociologisk teori… Emnet er en sammenholdning af stratifikationsteori som den fremlægges af henholdsvis Weber og strukturfunktionalisterne - så hvis der er nogle geniale mennesker out there…?
2. jeg har købt et fondue-sæt/grillsten på tilbud… så nu skal der inviteres gæster!
3. … øhh… der er vist ikke rigtig mere - men i nat slog jeg min soverekord! Jeg sov fra 20.00 til 10.15, så det er over 14 timer - det kan ikke være sundt!!!